Så blev det endelig søndag den 8. april 2018 og dagen skulle tilbringes sammen med en masse andre fuldgyldige jægere og jagttegnsaspiranter - vi skulle nemlig gennemføre Sjællandsmesterskabet i jagtsti 2018 som blev afviklet af Danmarks Jægerforbund Kreds 6 og 7.
Det var skydebanen ved Lammefjordens Jagtforening, der lagde rammer om dagens lærerige dyst og konkurrence. Skydebanens historie går helt tilbage til 1984 hvor den blev drevet af fire jagtforeninger i fællesskab. Siden blev det til tre og i 2012 til to. I 2013 blev Lammefjordens Jagtforening så en realitet og i praksis en sammenslutning af tre jagtforeninger. Der er i alt ca. 460 medlemmer der kan nye foreningens aktiviteter som består af skydning, hundetræning, bueskydning og jagthorn samt jagttegnsundervisning.
Du kan læse mere om Lammefjordens Jagtforening her :
Skiltningen var fin og jeg mærkede en let kriblen, da det første skilte dukke op ved landevejen.
Vejret var fantastisk som det har været de sidste gange jeg har deltaget - sådan husker jeg det i i hvert fald. Det er nu også meget mere sjovt, at stå i solskin end stå og trykke sig under en gran mens regnen vælter ned - vi kunne ikke forlange meget bedre vejr til rammerne.
Vel ankommet til skydebanen var der indskrivning og betaling. Man kunne deltage i tre klasser, der var opdelt efter om man var jagttegnselev, uden større erfaring i jagtsti og med jagttegn eller mesterklassen. Der ville være præmier i alle klasserne, når dagens dyst var vel overstået.
Når man sådan ankommer til jagtstien bliver man imponeret over det store forarbejde der er gjort og alle de engagerede hjælpere, der står klar på posterne.
Det var der dog ikke tid til at fundere nærmere over for snart lød tonerne fra Jens Klaus Jensens jagthorn. Det er Jens, der jagtstikoordinator for begge kredse og således også primus motor på dagens dyst.
Vi var i alt 29 deltagere på dagen så en flot tilslutning må man sige. Der er dog plads til flere og jeg kan kun anbefale at stille op. Efter en velkomst og parole med opdeling i hold var det ellers bare i gang. Jeg havde deltagernummer 6 og skulle begynde ved post 2.
Denne post var en teoripost med 20 spørgsmål om Jagtlov og Vildtkending.
Det gik egentlig udmærket - man skal bare læse spørgsmålene helt rigtigt. Et lille spørgsmål som "Er lækatten helt hvid om vinteren?" kan let besvares med et ja, hvis man lige glemmer den lille sorte halespids. Men så var vi da i gang.
Mellem posterne var der god tid til at få en snak med de andre deltagere. Her er gammel kending i Carsten Svensgaard som jeg har konkurreret mod flere år nu!
Den næste post jeg skulle igennem var Post 3. Denne post var en praktisk skydepost og udfordringen var duejagt.
Her skulle man sidde på jagstol og afgive sine skud. Her var det så venstreduer det gjaldt med en lille 'fælde' indlagt, da der kom en tyrkerdue som man ikke skulle skyde efter, da den jo i sagens natur var fredet på denne dato. Min største bommert her var, at jeg bommede med begge skud til en 'krage'
Foto: Carsten Svensgaard
Lidt udfordrende at skulle sidde ned og skyde. Under praktisk jagt er det absolut noget jeg undgår, da jeg ikke får ordentlig sving i bøssen.
Næste post var nummer 4.
Så var der dømt strandjagt fra pram. Inden skydningen var der lige to teoretiske spørgsmål som dels bestod af afstandsbedømmelse på en gråand og så lovkrav om redningsvest. Det gik perfekt og så var det op i prammen.
Foto: Carsten Svensgaard
Det var en fin post hvor der både kom en krage som man ikke skulle skyde til, da den først må jages efter solopgang samt en masse forskellige ænder, der alle havde jagttid. Da en blishøne kom fik den også et skud - da solen ikke var stået op, var det en fejl. Det er kun andefugle, der må jages inden solopgang med de nuværende regler.
Post 5 var igen en skydepost. Denne post foregik på sportingbanen som altid har udfordrende skud og som er meget jagtrelevant og absolut en af mine favoritposter. Specialet kaninduerne har jeg godt fat i.
Posten her bød både på sneppe, harer, fasaner, agerhøne, ringdue og ænder som jeg husker det kombineret med afstandsbedømmelse til en harer.
Der blev taget god tid til instruktion for jagttegnseleverne på denne post. Et flot tiltag, der gav noget ventetid men omvendt også gode muligheder for lidt snak.
Foto: Carsten Svensgaard
Post 6 var udelukkede teorispørgsmål med 20 spørgsmål indenfor mange områder.
Der var en del deltagere som her fik udviddet deres jagtsprog og et af spørgsmålene var 'Hvad det betød når en fasan balede' Det betyder, at den støvbader. Et enkelt spørgsmål om ræv anede jeg ikke hvad svaret var. Spørgsmålet lød ' Hvad betyder det, når ræven er i blomst?' Jeg anede det simpelthen ikke og gættede på, at det måtte betyde, at den var i brunst.
Det gik nu rigtig godt og fuldt hus på denne post.
Foto: Carsten Svensgaard
Post 7 var igen en skydepost og denne gang med duer fra højt tårn. I ventetiden kunne vi se duerne blive skudt ud af tårnet og på afstand så denne post meget svær ud.
Når man kom i gang og med en god begyndelse var posten faktisk ret udfordrende. Jeg fik godt fat i de høje duer og missede ingen her. Der kom dog et par lumske venstreduer i dubléerne som jeg ikke rigtigt kom efter.
Post 8 var en tur på riffeljagt med den lille hurtige .17 HMR. Der var skydemål nok og bukken blev der ikke skudt til. Desværre fik jeg heller ikke skudt til ræven, da jeg var i tvivl om anslagsenergien egentlig var stor nok til ræv. Det kostede så to ærgerlige point på denne post.
Posten bød på en fredet ringdue som jeg ikke skød til - skud til canadagås, hare og krage- fasankokken sad på skudhold men uden kuglefang, så i dag klarede den frisag.
Sidste post var afstandsbedømmelse på vildtfigurer. Der var placeret seks forskellige skiver i bevoksningen. Den første var et stykke råvildt, så en gås efterfulgt af en fasankok. Jeg havde ramt plet på alle afstande indtil nu. Det giver sådan lidt mere ro.
Den næste figur var en gråand, hare og ræv. Fuldt hus på denne post.
Så var det bare tilbage og aflevere skemaet til prøvelederen og så afvente dagens resultat.
Inden resultatet var endelig beregnet havde jeg muligheden for at tale med et par af de andre deltagere.
Lone var jagttegnsaspirant og det var Lones første jagtsti.
Hvad har du lært i dag?
Jeg har en lært en masse om vildt og våbenhåndtering og sikkkerhed.
Jeg har også haft undervisning her i Lammefjordens Jagtforening og de gør det rigtigt godt.
Hvorfor deltager du i jagtstien?
Jeg har deltaget for at få noget mere erfaring og deltagelsen har været frivillig.
Hvad synes du har været udfordrende i dag?
Der har været mange forskellige poster med udfordrende duer som en jagttegnelev ellers ikke bliver udsat for. Specielt skydning fra pram var udfordrende.
Carsten Holm Hansen fra kreds 5 var en rutineret herre at have på besøg.
Hvorfor er du taget helt på Sjælland for at deltage i jagtsti?
Den dag vi har jagtsti sammen med kreds 4 og 5 har jeg desværre ikke mulighed for at deltage og jeg vil gerne til Forbundsmesterskabet som kræver deltagelse i en kredsjagtsti.
Hvad har overrasket dig på dagen?
Jeg synes det har været meget varierede poster. Specielt de mange skydninger med sporting og høje duer har været godt fremfor en almindelige jagtbane eller opstillet skydevogn.
Derover har der været en rigtig god instruktion på posterne og sværhedsgraden har været, så alle kan være med.
Vinderne af jagttegnsklassen:
B Magnus Holm(101) G Victor Pedersen(104), S Morten Tordrup(102)
Foto: Carsten Svensgaard
Jægerklassen:
B Michael Munkholm(107 p), S Henrik S.Hansen(123 p), G Hans-Henrik Jacobsen (124 p)
Foto: Carsten Svensgaard
Mesterklassen:
B Torben Klausen (123 p), S Carsten Holm Hansen (130 p), G Hans-Jørgen Kirstein (135 p)
Foto: Carsten Svensgaard
Alle dagens vindere samlet og som der blæses for.
Foto: Carsten Svensgaard
Video fra præmieoverrækkelsen:
Tak til Lammefjordens Jagtforening for at lægge skydebane og klubhus til rådighed samt alle hjælpere - nye som gamle, for at gøre gennemførelsen af sådan en dag mulig.
Kommentare