top of page

Med riflen efter hundyr og lam

Opdateret: 1. nov. 2020

Denne lørdag skulle stå på riffeljagt fra morgenstunden og så kragejagt efterfølgende. Det endte nu ud med, at det blev riffeljagt hele dagen og det gav to dyr og en fasan.

Første sted var på Vestsjælland, hvor jeg har brugt en del dage på at sidde efter kronvildt. Intet kronvildt er set men utroligt meget råvildt. Her har der været flere afskydningsdyr som jeg nu ville forsøge at gå efter.

Den 1. oktober var jeg også på dette revir. Her så jeg en rigtig stor buk som jeg vil mene var i medaljeklassen. Så den den en enkelt gang i bukkejagten, hvor den sprang ud foran bilen, da jeg var på vej hjem. Skulle denne buk dukke op her i efteråret var den min hensigt at nedlægge den. Jeg har dog ikke set den siden og stængerne er på nuværende tidspunkt måske også kastet.


Fa morgenstunden kunne jeg tælle 8-10 stykker råvildt foran mig. Der var en enkelt gaffelbuk og ellers fine råer og lam. På et tidspunkt kom en lille rå og et meget lille lam løbende over marken. Der var ikke mulighed for skudafgivelse på disse to absolut afskudsbare dyr- desværre.

Jeg var her frem til ca. 11:30 hvorefter jeg kørte til et andet revir.


Her er der efterafgrøde med olieræddike og marken var fyldt med råvildt. Der går her en rå med to lam som er fredet af ejeren, da de ofte er at finde i haven. De gik da også ganske tæt på haven, da jeg ankom.


Jeg fandt en enlig rå ud af de mange dyr som jeg nedlagde.

Herefter kørte jeg tilbage til reviret jeg havde været ved hele morgenen. Blandt de mange fasaner var der en kok, der havde brækket vingen og slæbte den langs siden. Jeg fik sat en spidsskarp i riflen og kom ind på små 120 meter af kooen. Med riflen i ViperFlexen fik jeg godt hold på kokken - det er næsten som at skyde muntjacs, da en fasan stort set hele tiden også er i bevægelse - kuglen traf fasanen fint.


Herefter gik jeg tilbage til majsen og kort efter kom en lille rå ud fra skoven. Den var i dårlig kondition og jeg kunne tælle ribbenene gennem kikkerten. Råen fik en god kugle og efter en lille spurt på små 40 meter lå den forendt på marken.

Fin dag med to hundyr og en fasan.


Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page